Min familieDet kan godt være, men det hjalp ikke mig!!

 

 

 

 

Jeg var så ramt og så ked af det. Jeg troede aldrig, det skulle lykkes mig at smile igen.

Det sker for os alle.
Nogle vil nok sige, at det sker så tit, at det ikke betyder noget.
Men det gjorde det for mig. Og det gør det stadig.
Jeg har holdt denne historie for mig selv i lang tid. Faktisk i 3 år.
Nu deler jeg den.

Hvorfor nu? Fordi jeg er klar. Fordi jeg kan sige det højt. Og fordi jeg synes, det er vigtigt at dele. På godt og ondt.

Hvorfor dele det med dig? Fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
Og det er præcist den sætning, der har gjort det svært for mig. Jeg har hadet den sætning!
Det var den sætning, som jeg bare ikke ville høre. Især ikke fra andre.
Du forstår måske hvorfor, hvis du læser videre.

Ved køkkenbordet

Vi sad ved køkkenbordet og ventede på Wilhelm. Vi skulle have familiemøde. Et hyggeligt et af slagsen. Han kom traskende… en lille utålmodig 5-årig dreng, som ikke altid havde tid til at sidde stille særlig længe ad gangen.

Vi havde en overraskelse til ham.
Wilhelm: ”Er det en ny cykel?” – ”Er det en traktor med frontlæsser?”
Lars: ”Nej, men det er noget, som du ønsket dig længe.
Wilhelm: ”Er det en lillebror?”
”Jaaaaa…” Lars og jeg svarede i kor.
Jeg blev helt overvældet og tårerne trillede ned af min kind.
”Eller en lillesøster,” fik Lars indskudt.

Wilhelm blev glad. Rigtig glad. Og samtidig lidt genert. Han faldt mig om halsen og ville trøste mig. Jeg måtte jo være ked af det, når jeg nu græd sådan.

”Hvornår kommer han?” Wilhelm var utålmodig.
”Der er længe til!”

Efterfølgende måtte vi svare på tusind spørgsmål.
”Skal vi have værelse sammen?” ”Skal han gå til fodbold?” ”Må jeg godt passe ham?”

Vi fortalte Wilhelm, at det var en hemmelighed. Han må gerne fortælle det til sine bedsteforældre, hvis han havde lyst. Det ville han ikke. Det var vores hemmelighed. Bare os 3.

En dag fik vi besøg af farmor og farfar, og det lykkedes Wilhelm at holde på hemmeligheden i lige nøjagtig 2 minutter, før han udbrød: ”Jeg skal have en lillebror baby eller en babypige!”
Det gentog sig med mine forældre. Han kunne ikke holde det ud. Al den glæde kunne slet ikke være inde i hans lille krop. Den boblede alt for meget og måtte lukkes ud. En umiddelbar glæde, som varmer ethvert hjerte.
Scanningen
Ugerne gik og vi skulle til scanning. Det blev en sen scanning. Vi havde åbenbart opdaget graviditeten lidt sent og kom til at vente lidt. Jeg var omkring 4 måneder henne.

Vi sad i venteværelset sammen og var spændte.
Denne gang vidste vi, hvordan det foregik. Første gang var vi lidt mere skræmte, husker jeg.
Scanningsdamen var sød og venlig og viste os ind.
Vi gik i gang. Den kolde creme og ultralydsapparatet mod maven. Det var spændende.

Jeg husker Lars’ ansigtsudtryk. Han kiggede på skærmen, så kiggede han på mig, og så kiggede han væk. Han tog min hånd og var stille.

Scanningsdamen sagde ingenting. Hun blev ved med at scanne og scanne og scanne.
Jeg var stille og tænke: ”Hvor svært kan det være? Er scanneren i stykker? Sig nu noget. Vis os, hvor hjertet er og alle de små fine lemmer.”

”Vi tage lige en anden scanner – den nedefra” sagde hun.
Og det fortsatte. Hun blev ved med at scanne. Uden at sige noget. Ikke en lyd.

Hun slukkede scanneren, tørrede maven og tog min hånd. ”Der er ingen hjertelyd.” Mere hørte jeg ikke. Jeg var godt klar over, at der ikke var noget galt med scanneren.

Tårerne trillede, og vi var stille. Alle tre. Både Lars, mig og scanningsdamen.
Hun trøstede mig, men jeg hørte slet ikke, hvad hun sagde.

Det eneste jeg husker er, at hun gav mig nogle brochurer. Og så hendes ord:
”Det her normalt, og det sker for mange… Du og Lars skal sammen finde ud af, hvordan I vil lade det ske.”

Hvad?! Skal vi selv finde ud af det? Hvad skal vi finde ud af? Hvad snakker hun om? Bullshit. Hun er ikke rigtig klog.

Jeg vil have en voksen!
Sådan en voksen fra børnehaven. En som ved alt. En af dem, som tager ens hånd og siger: ”Det skal jeg nok ordne.”  Jeg var ikke voksen lige der. Jeg kunne slet ikke tage noget ansvar. Jeg kunne i hvert fald ikke tage stilling til noget som helst.

Alt var bare volapyk og sort snak.

Jeg husker, at jeg sad alene i bilen og ventede. Ventede på Lars. Tror han betalte parkeringsbilletten.

Jeg var så ked af det, at jeg hverken kunne tænke eller trække vejret.
Lars kom tilbage og satte sig stille i bilen. Der sad vi to. Helt stille.

Pludselig tog jeg telefonen og tastede min mors nummer. Kort og stille sagde jeg: ”Det gik ikke. Der var ingen hjertelyd.” Og resten kunne hun vist ikke forstå. Jeg kunne sige mere uden at bryde sammen.

Lars ringede til hans forældre. Kort og godt. Køreturen hjem husker jeg ikke.

Så husker jeg, da jeg lå på gulvet på badeværelset. Helt krummet sammen og hovedet gemt væk i mine hænder. Jeg havde ikke lyst til at være nogen steder. Jeg ville bare væk. Væk. Væk. Væk.

Lars prøvede at trøste, det bedste han kunne. Men han var jo lige så ked af det.

Jeg havde en aftale hos lægen samme dag. Jeg husker ikke, hvorfor jeg skulle til læge. Men jeg ringede og fortalte, hvad der var sket. Jeg kørte selv, og husker ikke, hvorfor Lars ikke var med.

Lægen stod og talte med sygeplejersken, da jeg kom. Hun var højgravid!
Hun tog en dyb indånding og gik stille hen til mig. ”Kom Hanne, sagde hun og tog min hånd.

Stortudende fik jeg fremstammet: ”Hvis du siger til mig, at det er helt normalt og sker for andre, så skriger jeg. Jeg VIL ikke høre det!”

Lægen var helt rolig: ”Hanne, det er normalt, og det sker for andre. Sådan er det bare. Du må ikke tro, at det har noget med dig at gøre.”

1.000.000 tårer senere bad jeg hende forklare mig, hvad det var, jeg skulle vælge.

Jeg skulle beslutte om det skulle være DIY-løsning (undskyld udtrykket) eller om jeg ville på hospitalet og i fuld narkose. Ganske enkelt en gang hovedløs snak igen. Jeg kunne slet ikke rumme det. Det hele flød fuldstændigt sammen for mig.

Jeg kunne ikke være i min krop. Der sad jeg med ømme bryster, en bule på maven, bukser der ikke kunne knappes, kvalme og sure opstød. Jeg var jo gravid!

Jeg ville ønske, at de andre kunne få det hele overstået, uden jeg behøvede at deltage. Så kunne de kalde på mig, når det hele var overstået. Det så ubeskriveligt mærkeligt at være mig.

Lægen tog mig hånd igen. ”Det er nok bedst, at du tager på hospitalet. I skal ikke være alene om det.”

TAK. Endelig en voksen, som kunne tage over og tage en beslutning for mig.

Hvad med Wilhelm?
Jeg kunne ikke få et ord frem, da Wilhelm kom hjem. Jeg var stille. Og jeg havde bedt Lars om at føre ordet. Vi skulle have det sagt. Ikke noget med at vente. Vi sad der igen. Ved køkkenbordet, men denne gang af en ganske anden årsag.

Jeg anede ikke, hvad Lars ville sige. Men han kan forklare Wilhelm alt, og jeg var ganske tryg ved, at han skulle overbringe den dårlige nyhed.  Jeg kunne slet ikke sige noget, men ville bare være med. Bare sidde der. Helt, helt stille.
”Wilhelm, skat. Mor og far er kede af det, men mors æg i maven er gået stykker. Det æg, som babyen skulle leve i. Det duede ikke, så vi får ikke en baby. Ikke lige nu.”

Tårerne trillede. Vi græd alle tre. Jeg prøvede at holde fokus og lade Wilhelm komme til. Han kiggede kun på sin far. Så spurgte han, om det kunne ordnes. Om de kunne reparere ægget, ligesom de gjorde med andre ting i værkstedet.

Det blev en lang og hård eftermiddag. Ingen sagde noget, vi holdt bare i hånden. Vi var lige i nærheden af Wilhelm. Han tog det ok. Hans reaktion kom først senere. Bare på en helt anden måde, end vi havde forventet.

Forbandede ventetid
Alt det hele skete på en dum torsdag. En sort en af slagsen. Fredag morgen skulle vi give besked, om jeg ville indlægges eller ej. Og om mandagen kunne de give mig en tid. 4 lange dage. DET ER FANDME LANG TID AT VENTE. ALT FOR LANG TID.

Jeg fik en tid til om tirsdagen. Tirsdag morgen kl. 8.30 stod jeg igen på hospitalet. Fuldstændig opløst af gråd, tårer og ingen søvn. Vi skulle bare lige vente en lille halv times tid. Jeg græd og ventede. Hver time kom en sygeplejerske og undskyldte.

Vi ventede og ventede.

Kl. 14.00 kom de endelig og hentede mig. Lars måtte ikke komme med. Han ville tage hjem og komme tilbage så snart de ringede efter ham.

Inden bedøvelsen tog fat, blev jeg spurgt om navn, fødselsdato og så videre.
Der stod 4 damer omkring mig. Selvfølgelig var den ene af dem gravid. Det er virkelig bare TYPISK.

Jeg husker, at jeg bad dem passe godt på mig. Mest fordi jeg var så ked af det. Det lovede de mig højt og helligt, at de nok skulle. Alle 4.

Inden vi tog hjem
Da jeg vågede, var alt stille. Jeg lå alene og havde helt glemt, hvorfor jeg var der. En sygeplejerske kom hen til mig. Uden at sige noget. Lagde hånden på min pande og tjekkede at alt var okay. Så mærkeligt. Hun kunne da lige sige hvad hun hed, inden hun begyndte at tjekke mig i både den ene og den anden ende!

I løbet af eftermiddagen og aftenen blev jeg passet af flere forskellige sygeplejersker. Lars sad hos mig. Vi snakkede lidt. Lars grinede vist lidt af mig. Jeg havde rigeligt med bedøvelse i kroppen, så jeg vrøvlede.

Jeg fik noget at spise. Lars havde fortalt dem 40 gange, at jeg ikke kan tåle mælk og hvede. De havde sat rigeligt mad ind til mig. Masser af mad. Og 3 store glutenfrie kager. Havde det været en hvilken som helst anden begivenhed, havde jeg været fyr og flamme. GODT jeg har Lars.

Bedøvelsen ville ikke rigtig give slip, så det blev sent om aftenen før jeg var helt kvik igen.

Søde Gerda
Sidst på aftenen kom Gerda. Gerda kunne ikke huske mig.

Hun er en dejlig sygeplejerske, som tog sig så kærligt af mig, da jeg lå på barselsgange med Wilhelm 5 år tidligere.
Hun var kontant, men kærlig. En person, som vi stadig taler om herhjemme. Hun havde gjort så stort indtryk på os.

Dengang kunne finde på at komme ind på stuen og sige: ”Jeg låner lige Wilhelm med ned på kontoret. Han skal da lige have lidt tøsehygge, så kan du tage et bad imens.”

Gerda kunne slet ikke huske alt det. Men hun blev glad, da Lars og jeg fortalte hende om det hele. Hun holdt mig hånden og lod mig tale. Jeg var rørt og stadig opløst af tårer, men hun lod mig bare tale.

Hun vidste godt, hvorfor jeg lå der. Hun sagde bare ikke noget. Det gav mig en ro i kroppen. Hun gik igen og vinkede. ”Vi ses!” sagde hun.


Og så var der den lille Englen
Da Lars var på kontoret for at bede personalet om at udskrive os, kom Gerda forbi igen. Hun vidste godt, at jeg var alene. Hun ville bare lige…

Stille tog hun min hånd og sagde: ”Engang imellem kommer der en engel ned til os. En engel, som er på en kort visit. En engel, som ikke er klar. Disse engle gør indtryk på os. Det er ikke deres mening at gøre os kede af det. De kommer blot, for at mærke vores verden. De bliver aldrig hos os længe – så flyver de op i himlen igen. Sådan en engel har været hos dig, Hanne. Den har gjort indtryk på dig, og den har mærket både dig og Lars. Men den var bare ikke klar endnu.”

Mere sagde hun ikke. Men det var også rigeligt for mig. Jeg blev meget rørt, men også helt varm indeni. Og taknemmelig.

Den version havde jeg faktisk helt glemt. Min sorg havde overskygget den søde historie, som Gerda havde givet mig. Det var en historie, en forklaring jeg kunne bruge til noget. Jeg kunne ikke rumme tomme facts og ligegyldige tal om, hvor mange der har været det samme igennem.

Men englehistorien gav mig ro. Og jeg følte mig taknemmelig over, at jeg trods alt havde haft besøg af en engel.
Tak Gerda.

Tiden efter
Døgnet efter jeg blev udskrevet, kan jeg slet ikke fortælle om. Jeg kan intet huske.

Men to dage senere skulle Lars rejse med sit arbejde. Han kunne ikke flytte det. Jeg var sur, ked af det og alt inden i mig var totalt kaos. Så Lars blev ikke sendt så pænt af sted. Undskyld Lars.

Han havde aftalt med mine forældre, at de skulle flytte ind. De ville hjælpe mig. Sørge for Wilhelm og mig, for gården, hunden, butikken og alt det andet, som vi slet ikke havde overskud til at passe. De gjorde det godt. De var der, og de lod mig være ked af det.

Jeg husker, at Wilhelm havde feber. Han fejlede ikke noget, han havde bare feber. Han kom ikke i børnehave hele ugen. Han lå bare 2 cm fra mig og sov. Varm og stille.

Han veg ikke fra min side. Vi sov, sludrede sammen og var bare sammen. Han vidste ikke, hvad jeg havde været igennem på hospitalet. Ægget talte han ikke om. Han var bare helt almindelig Wilhelm. Almindelig feberramt Wilhelm.

Så kom det
10 dage efter kom Wilhelms reaktion. Lars var kommet hjem. Wilhelm var lige startet i børnehaven igen, og en dag var han blevet ked af det derhenne. Han så kruseduller og det flimrede for hans øjne. Han kunne ikke være alene og kunne heller ikke holde ud at være sammen med de andre børn.

Vi tog en snak med børnehaven. De vidste ikke, hvad vi havde været igennem. Selvfølgelig skulle vi have fortalt et noget før, men hverken Lars eller jeg, havde haft overskuddet eller lysten til at dele det med nogen. Og Wilhelm havde jo ikke været der i en hel uge, så vi havde bare ikke fået det fortalt.

Vi fik snakket med Wilhelm igen. Og vi fik sat ord på, hvorfor far og mor var stille og kede af det. Fik fortalt ham, at han ikke skulle være bange. Det var ok, at han ikke helt kunne finde ud af det lige nu. I dag ved jeg hvorfor, han reagerede som han gjorde. Den engel havde også gjort indtryk på ham. Selvfølgelig.

Hvad nu?
Der er stadig ikke nogen lillesøster eller lillebror. Jeg ved ikke, om der nogensinde kommer en. Sådan er det bare. Og når jeg bliver spurgt, så siger jeg bare at jeg ikke kender svaret! For det gør jeg ikke!

Jeg har ikke delt denne historie med ret mange mennesker. Ikke alle i vores familie og vores vennekreds er bekendt med den. Det har ikke været et bevidst valg. Det har bare været svært. Det er svært at fortælle om det. Svært at være i. Og svært at skulle høre andres ord.

For det hjalp ikke at dele. Det hjalp ikke at sige det højt. Ingen kunne tage det væk. Jeg var virkelig egoistisk. Også overfor Lars. Han havde måske brug for at dele det. Men jeg havde ikke lyst. Det var kun mig, der kunne mærke det. Lars havde også mistet noget, men det var min krop. Kun mig. Det føltes egoistisk at tænke sådan. Men det var sådan, det var.

Og det er sket for andre. Mange andre. Og det ER helt normalt.  Mere en 30 % af alle gravide har oplevet at miste barnet.*

Tallene lyver ikke. Det er selvfølgelig de tal, læger og sygeplejerske henviser til, når de siger, at det er sket for andre. Det ved jeg godt.
Jeg kan bare ikke bruge tallene til noget. Det er upersonlige, hårde facts, der blot gør mig til et nummer i rækken. De gør ingen gavn. De kan ikke fjerne følelsen i kroppen, smerten i sjælen og alle tankerne. Jeg vil faktisk skide på tallene! Vi havde mistet, og vores verden sank i grus.

Måske har det været en tørst for dig at vide, at du ikke har været den eneste. Dig der også er med i statistikken. Måske har forklaringen hjulpet dig. At vi er mange, der har prøvet at miste.

Men det hjalp ikke mig. Slet ikke. Jeg havde faktisk slet ikke brug for en forklaring. Det var jo sket. Jeg behøver ikke at have en forklaring på alt. Heller ikke det her. Jeg havde bare brug for at være ked af det. Og det tog så lige lidt længere tid, end jeg havde regnet med.

Jeg er faktisk okay nu. Jeg har grædt mange tårer. Jeg græder også, når jeg skriver min historie. Det vil for altid være en del af mig. Jeg bærer det i hjertet. På godt og ondt.

——————————————————

Ps. Kæreste lille engel
Jeg sender dig en kærlig tanke hver eneste dag. Du har gjort ufatteligt stort indtryk på mig og min familie. Vi savner dig, men det er okay, at du ikke var klar til at være hos os.

Jeg håber, du finder modet til at komme herned igen. Og jeg håber mest af alt, at du finder en sød og kærlig mor, der vil knuselske dig ligeså meget, som jeg ville.

 

*Kilde: Op mod 30 procent af alle graviditeter afsluttes med en spontan abort. Tallet er dog usikkert, og med al sandsynlighed større, da en kvinde kan have en ’forsinket menstruation’, der i virkeligheden var en meget tidlig abort. Sådanne aborter bliver ikke registreret og tæller derfor ikke med i officielle registre.

 

24 Comments on Det sker for mange andre….

  1. Københavnerhjerte
    25. april 2015 at 9:43 (2 år ago)

    Sikke en fin lille fortælling fra Gerda, hun lyder skøn… Livet er bare hårdt, det er ihvertfald min egen kedelige erfaring. Og sorg og tab sætter dybe spor, om de har været her kort eller i længere tid.

    Jeg ved ikke hvad jeg helt sådan skal skrive, udover tak fordi du delte og jeg ønsker alt det bedste for jeres familie..

    Kram og tanker herfra…

    Svar
    • svanemor
      25. april 2015 at 12:05 (2 år ago)

      Tak ære Københavnerhjerte – det er heller ikke nødvendig med ord. Jeg er taknemlig for dine tanker. Dejlig dag til dig og dine kære /de bedste hilsner fra Hanne

      Svar
  2. Marianne
    25. april 2015 at 10:04 (2 år ago)

    Tusind tak fordi du vil dele din så personlige historie med os …. Den gjorde dybt indtryk på mig og tårerne triller ned af mine kinder …..
    Smukt beskrevet med den lille engel … ❤️

    Svar
    • svanemor
      25. april 2015 at 12:04 (2 år ago)

      Selv tak Marianne <3
      Jeg har haft lyst til at dele længe, men var vist ikke helt klar.
      Tak for dine kærlige ord! /de bedste hilsner fra Hanne

      Svar
  3. Ida
    25. april 2015 at 14:11 (2 år ago)

    Kære Hanne,
    Jeg sidder her og græder – rørt af din og din families historie… Jeg er en af dem, der kan sige til dig: “Jeg har også prøvet det”, men jeg er også en af dem, som heller ikke fandt trøst i denne sætning. Men jeg tror at jeg kender den sorg og tomhed, som du også føler. Jeg mistede to små engle i 2013 – første gang var jeg i 13. uge og fik det ligesom dig at vide til en scanning. Anden gang var jeg i 11. uge. Den sorg er så tung at bære. Jeg var så velsignet, at jeg blev gravid meget kort efter jeg mistede anden gang. Så i dag ligger der en lille baby på 8 måneder ved mit bryst. Alligevel går smerten ikke væk. Måske taknemmeligheden er større, men sorgen er uændret. Jeg SAVNER de to små liv. Og jeg har mistet noget af mig selv. Din Gerdas historie hjælper lidt – jeg vil prøve at tænke på, at vores to små engle ikke var klar endnu. Jeg synes, at der generelt i vores samfund er alt for meget fokus på at komme videre, på at komme igennem sorgens tunnel og ud i lyset igen. Det var både familie, venner og sundhedspersonale, som var meget optaget af, at det intet betød. At det skete for mange og at vi da nok skulle få et andet barn. Men pointen var jo netop, at vi ville have lige netop det her barn, som lå død indeni mig. Ikke noget andet barn. En sygeplejerske sagde til mig, mens jeg lå og græd: “Det er ikke et barn, det er ikke et barn. Det er kun et foster.” Min mand måtte forklare hende, at for os var det et barn – et barn, som der knyttede sig kærlighed og håb til. Jeg tror simpelthen ikke at hun forstod det. Tak, fordi du havde lyst til at dele din historie. Det er befriende at vide, at jeg ikke er den eneste, som tænker på og savner sine små hver eneste dag. Jeg håber sådan for dig, at du en dag må opleve den lykke at der kommer en lille baby til dig og din familie igen. Ida.

    Svar
    • svanemor
      26. april 2015 at 10:54 (2 år ago)

      Kære Ida
      Tak for DIN historie. Den er sørme også én af de helt hårde. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne starte igen efter 2 gange. Men sejt, at du fortsatte. Jeg syntes det er så trist, at personalet på hospitalet ikke kan sætte sig ind i den enkeltes situation. Det gør bare tingene endnu svære…. Godt at du har en så forstående mand, som vidste hvordan du havde det. Altså hvordan du oplevede situationen.

      Jeg er så glad for at Gerda var på hospitalet da vi kom ind. Hun mødte mig – netop – der hvor jeg stod. Hun gav mig trykheden og en fantastisk historie på den virkelighed jeg stod i.
      Hvis jeg en dag møder Gerda igen, så kan jeg love dig, at jeg overfaldet hende og giver hende alle de kys og knus, som jeg har gemt på til hende.

      Endnu engang tak for dine ord Ida <3 Det betyder så meget for mig, at andre også tør at dele deres historie! TAK

      De bedste hilsner fra Hanne

      Svar
  4. Marianne
    25. april 2015 at 21:05 (2 år ago)

    <3. Tak Hanne

    Svar
    • svanemor
      26. april 2015 at 10:54 (2 år ago)

      Selv tak kære Marianne <3

      Svar
  5. Pernille Richter
    26. april 2015 at 13:56 (2 år ago)

    Kære Hanne,

    Tak for at du har valgt at dele din oplevelse. Jeg er som du en del af statistikken men det trøstede heller ikke mig. Jeg kan huske at jeg var rasende .. Rasende over at min krop havde holdt mig for nar – havde ladet mig tro at alt var i den skønneste orden. Jeg følte mig forrådt af mig selv !! Hvordan håndtere man så lige det?
    Det tog mig meget lang tid før at jeg lagde det fra mig … Jeg blev gravid igen, men oplevelsen havde sat dybe spor så jeg stolede overhoved ikke på noget igennem hele denne graviditet, hvilket også gør forløbet mindre glædeligt end hvad jeg ellers havde oplevet ved mine andre børn. Jeg turde ikke have forventninger eller drømme, for hvad hvis det nu skulle vise sig at blive taget fra mig igen .. Så var det lettere at afvente uden de store forventninger.
    God søndag til dig og dine 😊
    Pernille

    Svar
    • svanemor
      26. april 2015 at 21:05 (2 år ago)

      Tak kære Pernille – tak fordi du også deler din historie og dine ord. Jeg kan godt huske den frustration, som fulgte med. Mest af alt fordi jeg ikke kunne flygte. Jeg var i det hele tiden. De andre kunne bare køre væk og glemme det for en stund.
      Af hjertet tak Pernille

      Svar
  6. Pia Rotbøl
    26. april 2015 at 15:44 (2 år ago)

    Tusind tak fordi du vil dele din historie med os, tårerne har også trillet ned af mine kinder, imens jeg har læst. Det er ikke så tit mere, at jeg græder, men når jeg læser historier som din, så bliver jeg rørt og mindes. Jeg har to levende mirakler, men også to smukke engle i himlen. Jeg har været igennem to senaborter, og ord kan ikke beskrive, hvor hårdt det er. Ligesom dig ved jeg alt alt for godt, hvorfor det hedder en misdannelsesskanning, det er ikke kun en hygge skanning, hvor man måske kan få kønnet af vide.
    Verden stod stille til den skanning, hvor vi fik af vide, at det ikke var godt, jeg troede aldrig, at jeg skulle komme til at smile igen, for min verden var jo forevigt forandret og fyldt med sorg. Men det bliver nemmere, det er en lang og sej kamp, som jeg kom igennem ved at tale om det, det var min måde at tackle det på.
    Heldigvis tog vi chancen en sidste gang, og vi kunne endelig gøre vores store datter Alberte storesøster til en rask og levende lillesøster, jeg kan stadig ikke sætte ord på, den forløsning det var at holde en levende og rask baby i mine arme.
    Det er 5,5 og snart 5 år siden, at jeg mistede mine engle, men de er gemt i mit hjerte, og vil aldrig blive glemt

    Svar
    • svanemor
      26. april 2015 at 21:08 (2 år ago)

      Tak for dine ord – og dine forstående tanker.
      Jeg kunne ikke tale om det, da jeg stod midt i det. Jeg var bare tavs. Måske havde det været godt, som du skriver, at tale det hele igennem og bruge det som en hjælp. Jeg kunne bare ikke.

      Dejligt at du har to skønne piger ved din side.
      Jeg er super glad for mit mirakel Wilhelm….. (også selvom han ligner sin far :-) ) og selvfølgelig også de to andre drenge på billedet!

      tak igen Pia!

      Svar
  7. Gitte Plesner
    26. april 2015 at 22:36 (2 år ago)

    Åårh Hanne! Av av! Tak for åbenhed af din dybtfølte historie. Hvor er den stærk i al sin sorg! Jeg sender dig masser af ømhed og kærlighed! Knus og kram fra Gitte.

    Svar
    • svanemor
      27. april 2015 at 12:33 (2 år ago)

      Mange tak søde Gitte!

      Svar
  8. Lone Sole
    27. april 2015 at 9:15 (2 år ago)

    Åh. Nogle gange kommer engle på meget kort visit. Min lillebror kom også i forbi i alt for kort tid.
    Tanker til dig og dine mænd.

    Svar
    • svanemor
      27. april 2015 at 12:33 (2 år ago)

      Mange Tak Lone – og tak for din lille historie!
      De bedste hilsner fra Hanne

      Svar
  9. Gitte
    2. maj 2015 at 15:12 (2 år ago)

    Nårrrhhh Hanne 💗 sikken en fortælling, sidder her med tårer i øjnene og en ordentlig klump i halsen. Hold op hvor du modig at du vil fortælle den. Og hvor er det godt at der findes en person som Gerda, hun er da guld. Knus til dig søde og din lille familie💗💗💗

    Svar
    • svanemor
      3. maj 2015 at 9:18 (2 år ago)

      Tak kære Gitte – tak for dine ord.
      Gerda var bare den rette person på det rette tidspunkt. Gad godt at finde hende igen og fortælle hende (igen), hvor skøn hun er!
      Tak fordi du læste med Gitte!

      De bedste hilsner fra Hanne

      Svar
  10. Jannie
    2. maj 2015 at 17:39 (2 år ago)

    Av Hanne – nu forstår jeg hvorfor du er blevet en så helt igennem fantastisk autentisk, nærværende, taknemmelig og forstående Svanemor. Taaak fordi du med din deling er med til at hele (også mine) sår. Kærligste kram Jannie

    Svar
    • svanemor
      3. maj 2015 at 9:22 (2 år ago)

      Af hjertet tak Jannie
      Og tak for de søde ord.

      Det er de små ting, som gør de største indtryk…. det ved jeg nu!

      Tak Jannie.

      De bedste hilsner fra Hanne

      Svar
  11. Winnie
    14. maj 2015 at 20:36 (2 år ago)

    Kære Hanne
    Det havde jeg aldrig gættet! At du har gemt på denne historie og disse følelser i så lang tid.
    Det minder mig om at alle mennesker rummer en historie, som man ikke kan være sikker på at kende til. Og at man bør være ydmyg og respektfuld overfor, at man ikke nødvendigvis har kendskab til eller får kendskab til alle de historier, tunge som lette, som det enkelte menneske rummer. Der er altid mere bag det ansigt man møder, end det man lige ser.
    Din historie gør indtryk på mig, Hanne. Ikke mindst fordi jeg er sygeplejerske og mit job består i at kommunikere med mennesker der kan være i krise.
    Jeg har lært noget af at læse din historie. Tak for det.
    Må solen skinne på dig og din familie.
    Kærlig hilsen
    Winnie

    Svar
    • svanemor
      16. maj 2015 at 8:47 (2 år ago)

      Tusind tak for dine ord Winnie
      Jeg bliver så rørt, når jeg få sådan en hilsen fra én jeg kender.
      Tak for din forståelse!

      De bedste hilsner fra Hanne

      Svar
  12. Bodil
    7. august 2015 at 20:21 (2 år ago)

    Tak for at du deler. Jeg mistede selv for tre uger siden og synes det er benhårdt. Og nej, det hjælper ikke at det sker for mange og at det er “naturens gang”, som lægerne pointerede hele tiden. Det er svært at alle drømmene og planerne ikke har et sted at være nu. Alt godt til dig.

    Svar
    • svanemor
      9. august 2015 at 13:38 (2 år ago)

      Kære Bodil
      Tusind tak for dine ord. Det varmer.
      Jeg syntes det er stort af dig, at du også kan skrive det til mig – når du står i selv samme situation. Jeg sender dig en masse kram og knus. Håber du har en god støtte i dine kære.
      Der er ingen ord eller forklaringer der dur…. det er kun tiden, der hjælper.
      Jeg sender dig de bedste tanker.

      Kram fra Svanemor Hanne

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *